d. 21/6 2010 klokken 13:40

Jeg mødte ind klokken 9:07, og har nu lige skrevet mig ud for i dag. Det har været en virkelig god dag, måske fordi jeg havde glædet mig til arbejdet for inden…? De små børn er aldeles herlige og lige til at forelske sig i. Børnestuerne har forskellige navne. I dag har jeg udelukkende været på Bailey, mens Tinna og Kamilla også har været inde på Ebden. Det gode ved Bailey er, at de fleste af børnene der er næsten raske, de har derfor energi til at lege og lov til at gøre det med hinanden.  Lige nu er der tolv børn på Bailey. Vi benyttede volontørernes legetøj, som der bliver holdt nøje øje med. Det er fattige vi har med at gøre, og ikke sjældent forsvinder der ting ud af stuerne med de besøgende forældre. Egentligt er der oftest forældre til langt de fleste af børnene på stuerne. Næsten alle er mødre og ikke alle lige vel forvaret. Val, som er leder af voluntary service, har fortalt os mange historier om disse. At de kommer på besøg påvirkede og stjæler osv. Det virker nu ikke så slemt, egentligt synes jeg at langt de fleste virker søde og omsorgsfulde, men meget trætte og udmattede. Man kan derfor tydeligt se hvor glade mange af dem bliver, når man tager sig af deres barn, selvom de selv er der.

Det første jeg noterede mig da jeg i morges gjorde entre på Bailey, var at der var kommet to nye børn i de to senge, som i fredags stod tomme. Det ene med sin mor det anden uden. Mette, Tinna og jeg gik hver til sit barn. Mette bevægede sig meget bestemt i retningen af pigen med den ”halve” kind, som hun hyggede en del med i sidste uge. Egentligt er hendes kind ikke ”halv”, men bare helt sammentrukket af arvæv. Kamilla har fortalt at hun rask og kun venter på at blive afhentet af et børnehjem. Hun er altid smilende og foruroligende glad at se på. Jeg tror hun lider af downsyndrom.

Tinna gik hen til Mark, som bestemt er en bestemmer, der ikke deler med andre. Det er af og til lidt problematisk, når han leger med de andre børn på gulvet. Han elsker biler og spørger ofte efter sin mor. Jeg så hende for første gang i dag, det var ikke noget beroligende syn. Hun kom i følgeskab med en mand, som formentlig er Marks far; men Mark kaldte ham ikke ”far”, så hvem ved? Det første manden gjorde, var at give Mark en slikkepind.  ”Grate!” tænkte jeg, og spekulerede for anden gange i dag på, om de nogensinde får børstet tænder og om de bliver vasket.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at bade nogle af dem om muligt. Tyndskid op af ryggen går ikke helt af med de våde grå genbrugs servietter…

Alt imens Tinna og Mette tog sig af henholdsvis pigen med den ”halve” kind og Mark, gik jeg hen og sagde hej til det nye barn uden moder. Det var ikke en behagelig lugt, jeg gik i møde, og jeg fandt ved skiftningen ud af at det var en pige. Zichona, er hendes navn, det så jeg på ankelbåndet. Hun har store fortænder som jeg selv, og et ordentligt overbid. Hun er halvt skaldet, så det fra den ene side ligner hun har en hanekam. ”Is it a girl or a boy?” spurgte en af sygeplejerskerne, da hun skulle veje hende.”It is a girl” svarede jeg.  ”Åh she i ugly, don´t you think so? A real dadys girl.” Jeg undlod at svare, og blev næsten forarget over hendes kommentar. Jeg synes Zichona er smuk på sin egen måde og ih så charmerende, især efter at have holdt hende med selskab i cirka fire timer.

Til at begynde med kunne jeg ikke fange hendes blik, trods at hendes øjne er vældig store. Hun virkede meget skræmt og fraværende. En lægestuderende kom og tog hende for en stund, og da hun kom tilbage bad hun mig tage over igen, og sørge for at Zichona fik en masse opmærksomhed og nærkontakt. Desuden ville det være rigtig godt, om jeg kunne øve hende i at stå.
Jeg blev efter overleveringen opmærksom på, at Zichonas ben er helt tynde og slappe, desuden har hun en sjov knude på højre lår. Jeg sad længe og masserede hendes kolde fødder, inden der kom nogen reaktion fra hendes. En sygeplejerske gav mig en sutteflaske til hende, dette var populært. Zichona forstår virkelig at holde på en flaske, og slipper ikke grebet før den sidste dråbe har passeret hendes læber. Det lille væsen er cirka 13 måneder gammelt, meget mere ved jeg ikke. Vi som volontører er der bare, og bliver på ingen både informeret om patientens sygdom eller behandling. Jeg glæder mig allerede til at se hende i morgen igen. Da jeg forlod hende nu her klokken 13:20 sov hun sødt efter at have tømt endnu en flaske mælk.
Det gode ved min tid sammen med hende i dag var, at jeg i løbet af dagen fik hende til at live op og savle, kravle, stå, danse, sprælle, grine, efterligne mig og græde, da jeg gik til frokostpause. Puha, følelsen af at gå fra et grædende barn er underlig og stikker i brystet.
Jeg er overbevidst om, at jeg i dag har gjort en forskel for Zichona. Det kunne jeg se i hendes øjne, og det har jeg det godt med.

12 juni 2010

Det er lørdag aften og jeg sidder her hjemme i stuen på 8 Bahia. I morgen klokken 13:00 tager Tinna, Mette og jeg bussen mod Johannesburg, hvor vi mandag skal se kampen Danmark-Holland. Hele landet syder af fodboldfeber, og overalt er der fyldt med farver, fest og fans. ”Feel it, it is here”, er det førende slogan, som giver genlyd af overalt, blandet med trut-lydene fra de meget populære og larmende vuvuzelaer. Vidste man ikke hvor trut-lyden stammede fra, skulle man tro den kom fra en flok han elefanter i brunst.
Onsdag ved middagstid, var der ”generalprøve” for de mange vuvuzelaer. Alle skulle præcis klokken 12 komme ud på gaderne og blæse løs. Det begyndte længe før, men på slaget 12, var det ikke til at tale sammen i Cape Town fest gade Longstreet, hvor vi bafandt os. Vi stod derfor bare smilende helt overrumplet af al den uventede larm, som blev ved og ved og ved – ja faktisk er den endnu ikke helt ophørt.

I forvejen var vi helt rundt på gulvet, efter den sidste arbejdsdag med drengene på skolen. Det er helt ufatteligt, at det nu er vinterferie og arbejdet er slut. Heldigvis når vi at være her til, at skolen om fem uger åbner igen, så vi kan må at sige et endeligt farvel. Desværre er der bare ingen garanti for, at alle drengen er tilbage til den tid – det er derfor så underligt at tænke på, at der er nogle af dem, som jeg aldrig i mit liv får at se igen.  Jeg endnu ikke haft meget tid til at tænke videre over det, for dagen efter afslutningen, startede vi vores nye arbejde på Sommerset Hospital, som skal vare ved til vi tager hjem. Vi skal hovedsageligt tage os af de mindre børn på hospitalet, og træde til hvor der ellers måtte mangle en hjælpende hånd.

Mit umiddelbare indtryk af arbejdet på Sommerset er godt, men det er svært allerede på nuværende tidspunkt at lave en vurdering. Det vil jeg derfor vente med, og i stedet vende blikket bag ud og fortælle lidt om den sidste rigtige gode til på Learn to Live.

Den nye lære
Mandag den 3. maj startede en ny mandlige lærer, Lungu, på Learn to Live. Dette var den længe ventede lærer, som skulle overtage styringen i den klasse, som Mette og jeg fra start af fik ansvaret for, Xhosa-intake klassen. I forbindelse med Lungus ankomst blev klassen betydeligt udvidet. Fra den ene uge til den anden, blev de tre trofaste elever forenet med ti nye elever. Nogle af de nye drenge var helt nye på stedet, mens andre blev overflyttet fra nogle af de andre klasser. Jeg var vild af begejstring over den nye store klasse og ikke mindst den nye lærers ankomst.
Lungu er den eneste mandlig lære på skolen, og drengene virkede meget skeptiske efter førstehånds indtrykket. For vores vedkommende blev mødet med Lungu i første omgang en kort fornøjelse. Allerede to dage efter hans start, drog vi af sted på vores 17 dages rundtur i selskab med otte andre danske unge.
Alligevel var Lungu meget taknemmelig for den introduktion og de grundlæggende oplysninger, som Mette og jeg nåede at overlevere til ham i farten.
 Mange af drengen kunne ikke forstå, hvorfor vi skulle rejse væk for en stund, og de ville langt hellere, at vi blev på skolen. Nogle af dem gik endda så lang som til at sige, at de ikke selv ville komme i skole, hvis vi ikke kom. Jeg blev på mange måder glad over drengens reaktion, samtidigt med at jeg følte, at jeg på en måde svigtede dem ved bare at tage af sted.

Jeg var derfor ikke meget for at skulle rejse på det upassende tidspunkt, men samtidigt glædede jeg mig også meget til at se landet uden for Cape Town. Turen blev et helt lille eventyr, som jeg kan fortælle en masse mere om, her og nu vil jeg forsøge, at holde fokus på skolen og drengene. 

Efter rundturen
Det var med stor spænding i maven, at vi vendte tilbage til skolen efter turen – var drengene blevet væk, som de have truet med? Havde Lungu kunnet styre dem? Hvordan ville de tage imod os når vi kom tilbage? Ville de måske føle sig svigtet, og ikke kendes ved os?….  

Sikhumbuzo, den mindst af vores tre trofaste drenge, var hjertens glad for at se os igen. En af de andre volontører sagde tilmed, at han havde spurgt til os hver dag, mens vi havde været væk. Det varmede. De to andre, Sihle og Siphamandla var langt mere afstandtagende, og der gik en uges tid før, tilliden var genvundet hos de to ballademagere. Lungu virkede til at have nogen lunde styr på drengene. Han har en tidligere karrierer inden for politiet, og ved lidt for godt hvordan man sætter uartige gadedrenge på plads. For første gang, så jeg nu en lære bruge vold mod en elev, hvilket strikkede til noget i mig. Selvom det måske var fortjent, virkede det stadig forkert på mig.

De nye drenge i klassen modtog os godt. Efter hjemkomsten kom Mette og jeg rigtig hurtigt på god talefod med langt de fleste, som tydeligvis satte langt større pris på vores hjælp og tilstedeværelse end vi tidligere havde oplevet. Det skal dertil sige, at de nye elever er langt bedre til engelsk, og at kommunikationen derfor også gik lang, langt lettere. Jeg nød virkelig den respekt og taknemmelighed de nye drenge udviste, når man havde hjulpet dem. For de tre ”gamle” drenge var det lidt at en tilvænnings sag, at vi nu også skulle hjælpe de andre.  
Klassen blev efter udvidelsen en blandet landhandel, og der blev i alt talt 6 forskellige sprog hvis dansk inkluderes. Samtidigt var der, som Mette og jeg tidligere havde oplevet, store niveauforskelle på drengene. Dette var Lungu desværre ikke var særlig god til at tage højde for. De store drenge kedede sig derfor ofte, og vidste ikke hvad de skulle få tiden til at gå med.  Kun Jackson tænkte kreativt, og sad ofte og skrev breve til de to danske pædagog studerende Lasse og Maria, som i øjeblikke er på Homested, eller til sin afdøde mor.  De øvrige sad bare og læste lidt inden de lagde sig til at sove, eller gav sig til at snakke indbyrdes så de forstyrrede de øvrige.
For at give dem noget udfordring spurgte jeg derfor Lungu, om jeg ikke måtte få lov til at forberede en dobbeltlektion i engelsk for de ældste. Jeg fik et prompte ”ja”, og forberedte mig på at undervise dem i et tema omkring kropsudsmykning.

Jeg kopierede et opgavesæt som indeholdte: en læsedel, en forståelsesdel, spørgsmål til deres egen personlige meninger, plus en tillægsdel til udvidelse af deres ordforråd. Inden de nåede til den sidste del lavede jeg en mundtlig opsummering på klassen. I daværende øjeblik følte jeg mig virkelig læreragtig. Det var virkelig fedt, for drengen arbejde koncentreret og hold fokus lige til det sidste. Jeg har nydt, at arbejde sammen med Lungu, netop fordi han har givet os spillerum og indviet os i den daglige gennemførsel af undervisningen. Det ved jeg, at vi er nogle af de eneste volontører, som har fået lov til i så høj grad, hvilket jeg er meget taknemmelig for. 

Til vores afslutningsdag i tirsdags arrangerede vi en lille faglig leg. Vi havde lavet vores egen udgave af Jeaperdy for drengene med passende kategorier som: Food, World Cup, South Africa, The Chance og You. Det blev en stor succes, drengene var helt oppe at køre. Selv Lungu kunne ikke lade være at blande sig i kampstemningen.
Med vilje gik vi ikke så meget op i, hvilket et af de to teams som vandt. Vi forlod bare klasselokalet og sagde, at vi havde en overraskelse til dem. På læreværelset og arrangerede vores medbragte hjemmebagte pizzasnegle på to tallerkner, og pyntede dem med danske fødselsdagsflag. Da vi nåede tilbage til klassen, satte vi deres alles yndlings kunstner Akon på cd-afspilleren, og så var der dømt rytmisk dans resten af dagen. En bedre og mere succesfuld afslutning kunne jeg ikke have ønsket mig.

Cape Town 30-04-10

Det er fredag og drengene sidder stille og arbejder koncentreret, for en gangs skyld. Det er virkelig rat når det lykkes, og ofte er det sidst på ugen de er mest medgørlige. På mandag efter weekenden vil det igen være anderledes. Heldigvis kommer der en ny lære, som nok skal få tingene på rette køl. Han er tidligere militærmand, og som Mr. Christie siger ”han tolerere intet nonsens”. Jeg håber dog ikke, at han er for hård ved drengene, for selvom de selv virker meget hårde, er de enormt følsomme og nærtagende.
Mrs. Nkosie har på xhosa talt med drengene om deres nye lære. De siger at de hellere vil ind i hendes klasse, og truer med at de ellers vil blive væk fra skolen. Mrs. Nkosie har fortalt, at drengene helst vil have en kvindelig lære, fordi de søger moderlig stimulans. Jeg tror helt klart hun har ret.

I går var Mette og jeg på besøg på Homested for tredje gang. Eftermiddagens program var boksning, som den danske volontør Morten er leder af. Det var underholdende at se drengene i aktion, og det var tydeligvis godt for dem at få brændt noget krudt af. De får ikke lov at bokse mod hinanden, hvilket er klogt, i stedet får de efter tur lov til at slå løs på Morten.
Mette og jeg sad på sidelinjen, og blev på skift brugt som boksepude af de som ventende på at det blev deres tur. Da vi kom hjem, var jeg helt ør i hovedet på grund af alle undvigelses manøvrerne. Det er sjovt, som nogle af drengene konsekvent bruger vold til at få opmærksomhed. Især Siphmandla, en af xhosa drengene, han er virkelig dårlig til at udtrykke sig på engelsk og bider, niver, river eller prikker til en når han vil ”snakke”. Da han en overgang var i vores klasse, lagde han sig gentagende gange ned på gulvet når klokken ringede, og ventede forhåbningsfuldt på at vi skulle slæbe ham ud as klassen. Han blev virkelig glad hvis hans stædighed medførte, at man i sidste ende gav efter og tog i ham og slæbte ham ud. Nogle gange får jeg virkelig lyst til at kysse drengene i panden og ae dem over håret, bare for at bekræfte dem i, at de er gode nok. Men den går ikke. I stedet får de et ordentligt kram, når de efter skole kommer til en med åbne arme. Sådan har det ikke hele tiden været, og jeg bliver virkelig oprigtig glad når det sker.

Lis og Alga, de to volontører fra Belgien, har sidste arbejdsdag i dag og rejser hjem søndag. Jeg er allerede begyndt at frygte den dag vi skal sige farvel, den dag hvor vi skal give det sidste kram. Det er gået op for mig, at det bliver langt mere hårdt end forventet. De er virkelig nogle herlige drenge, med hver sit helt specielle særpræg.

Aphiwe on stage

Torsdag d. 15 april

I tirsdags da drengene fik fri, spurgte Aphiwe om Mette og jeg ikke ville med dem hjem til Homested. Dette såkaldte Homested er et slag shelter hvor drengene bor og opholder sig, når ikke de er i skole eller ude at lave narrestreger. Vi blev begge meget glade for at få tilbuddet, men måtte desværre afslå, fordi vi den dag skulle til Robben Island. Aftalen blev i sted, at vi skulle tage med dem hjem dagen efter, altså onsdag.

Det blev hurtigt onsdag. Jeg forhørte mig i løbet af dagen med nogle af de andre drenge, om de ligeledes ville synes om, at vi tog med dem til Homested. Alle jeg spurgte gav thumbs up til ideen, og 13:20 skrev jeg nøglerne ud ved portvagten,som jeg plejer, og vi gik arm i arm af sted mod Homested i Woodstok. Jeg var lidt nervøs for, hvordan vi ville blive taget imod af personalet, da besøget var spontant og uanmeldt.
Nogle uger forinden forsøgt vi selv at skabe en kontakt til stedet, fordi vi gerne ville arbejde der om eftermiddagen et par gange om ugen. Dette mislykkedes desværre  fordi de allerede er fyldt op med volontører, så hvad ville de nu sige til, at to af os alligevel mødte op?

Vi fik meget opmærksomhed på vores vej. Folk kiggede nysgerrigt og undrende. Jeg tror, at drengene er meget kendt på deres daglige rute, mange ved at de er gadebørn og spekulerede nok veldigt over, hvad vi lavede sammen med dem. Lige før banegården kom vi til en stor åben plads, hvor en lokal radiostation spillede hip hop, og professionelle dansere optrådte. Mange hjemløse dansede helt vildt og voldsomt til musikken, og prøvede sågar at udfordre danserne på scenen. Aphiwe og Bennet blev inspireret af ideen, og så deres snit til selv at komme on stage. Jeg tog et par billeder af dem, og vi stod i en stund og så til, før vi atter fortsatte.

Da vi kom til en stor trafikeret bro i Woodstok, var vi ved målet. Et hjemmelavet skilt med skriften Homested hang på venstre hjørne af en grålig bygning neden for broen. Udefra virkede bygningen ikke til at være noget at snakke om, men man skal aldrig skue hunden på hårene, indvendt var det slet ikke så ringe. Homested Woodstok er nyligt blevet renoveret, og børnene derfor har været på et midlertidigt ophold i Homsted Kaylitcia. Kaylitcia er en township, som ligger langt mere afsides end Woodstok. I Homested Kaylitcia kan de huse 70 drenge, hvilket er dobbelt så mange som i Woodstok. Her er maksimum på 35 og aldersgrænsen er 16 år – Dette kan ofte være problematisk at forholde sig til, da langt de færreste af drengene kender deres fødselsdag. Når drengene derfor antages til at være for gamle til at være i Woodstok, bliver de flyttet til Kaylitcia.
I øjeblikket er der kun 16 drenge i Woodstok, og de ser virkelig ud til at have det langt bedre, end jeg havde forestillet mig - materielt set vel at mærke. Alle drengene har deres egen seng, og får fire måltider dagligt – med mindre de selvforskyldt ikke møder til tiden. Nej, det de mangler, er kærlighed - en ubetinget kærlighed. Der er som om, at sætningen ” Du skal værtsætte dine forældre” giver langt større mening for mig nu. Gud hvor føler jeg mig pludseligt virkelig privilegeret, fordi jeg både har en mor og far som elsker mig…

Ved indgangen blev vi modtaget af en ældre kraftig herre, som venlig tog imod os. Jeg fortalte i hvilket ærinde vi var kommet, og han viste os ind. Vi trådte ind i fælleskøkkenet, hvor de fire nuværende studerende volontører sad sammen med det øvrige personale. Jeg forstod pludselig god hvorfor vi havde fået afslag – fire volontøre til 16 drenge er ret mange. Efter en rundvisning fik drengene eftermiddagsmad to sandwich en smør og en med revet skinke, sammen med et glas saft til at skylde det hele ned med lidt for hurtigt.

Denne dag var der tur ud af huset, og drengene blev tilbudt at tage med op på stadion og spille fodbold med det sponsorerede fodbold akademi. Kun seks valgte at gå med, deriblandt Aphiwe som smuttede på vejen, så reelt var der kun fem. Lasse, en af volontørene, fortalte at de har bedt om penge til transport til stadion for netop at undgå, at drengene på vejen får andre gode ideer.
Vi havde en god dag ude i det lune sensommervejr. Mette og jeg spillede med den første times tid, men havde ikke det rigtig tøj på til at være med til selve træningen. Træneren var ellers meget glad for at se kvinder på banen, og sagde at vi endelig måtte komme igen. Det lovede vi ham, at vi helt sikkert ville gøre, om ikke andet for at være sammen med drengene. Klokken 5.30 pm forlod vi stadion.
Dørene på Hometed bliver lukket klokken 6pm og forbliver lukkede, derefter er det bare ærgerligt, hvis man er sent på den. På turen tilbage mødte vi Aphiwe meget påvirket, af guderne må vide hvad. Han ville i første omgang ikke følge med til Homested, men fulgte alligevel trop da vi var nået et stykke videre.

Fra Homested blev vi fulgt til banegården af Bennet, Sihle, to andre drenge og en af de mandlige ansatte. Det var dejligt at blive fulgt på vej, for nu er der allerede skumring omkring 6 pm. Fra Banegården tog vi en minitaxa til Sea Point, her købte vi en Magnum, som vi med tror nydelse indtog på vej hjem op af bakken.
Endnu en god og oplevelsesrig dag var nu gået.

Fredag d. 9. april

Vækkeuret ringede klokken 4:30 am. ”Det er bare løgn!” tænkte jeg, idet jeg satte det på udsættelse og lagde hoved på puden igen. Ti minutter senere blev jeg igen vækket, som en påmindelse om, at det ikke var løgn. Jeg fik bakset benene ud over sengekanten, og gik direkte ind til Tinna og Mette og lagde mig i deres seng. ”Hør lige her tøser, der er kul sort og koldt udenfor, hvem gider at stå og vente uden foran en kirke på denne tid af dagen ud over os?”. Men der var ikke så meget at diskutere, nu have vi aftalt det, og vi fik alle snøvlet os færdige til at tage af sted.
Vores første plan var at vi ville tage en minitaxa, men gaderne lå næsten øde hen, så vi besluttede os for ikke at tage nogle chancer og ringede efter en cap. Tony, vores koordinator, har rådgivet os til kun, at tage med minitaxaerne i dagens lyse timer, da de godt kan god være ejet af nogle lidt skumle typer.
Chaufføren i capen vidste ikke hvor St. George´s Cathedral lå. Vi er heldigvis blevet ret gode til at finde rundt i centrum, og kunne ud fra andre kendte steder forklare ham vejen. Chaufføren satte os af på den modsatte side af kirken i Wale RD., her blev han holdende og slog sit sæde helt tilbage for at tage sig lille lur. Jeg er virkelig forundret over, at der ikke er mere liv i gaderne tidlig om morgenen i en storby som denne – der var virkelig øde.

Vi satte os på den fugtige trappe foran St. George´s Cathedral. De fire andre volontører fra Løgumkloster Højskole, som vi skulle mødes med, ankom klokken 6 am, og sammen grinede vi en masse over den komiske situation vi havde bragt os selv i. Det endte med at vi begyndte at tvivle på, om det overhoved var den dag der var gudstjeneste, eller om vi måske havde taget fejl af tidspunktet.

Klokken 6:40am skete det endelig noget inde i kirken. Noget lys blev tændt, og så blev døren åbnet af en lille tæt kvinde med en sort hat og et stort tørklæde. Hun virkede lidt forskrækket over at vi stod på dørtærsklen og nærmest væltede ind i det hun slog døren op. Hurtigt fandt vi vej til de forreste bænke – et var sikkert, vi skulle sikre os de bedste pladser, nu hvor vi var de første.
 Senere gik det op for os, at gudstjenesten ikke skulle finde sted i de store åbne kirkerum, men i en af sidesektionerne. Vi skyndte os derfor at tage plads efter ny anvisning, og tog inden da to bønne bøger i hænderne, som var lagt frem på et bord.
Stolende var opstillet i hesteskos mønster, hvilket gjorde stemningen meget intim. Jeg tror vi alle havde troet, at de ville blive et meget stort fremmøde, fordi det er sjældent Tutu prædiker, men det var tydeligvis ikke tilfældet. Da Desmond Tutu kom til syne, blev der ganske stille hvorefter de første bønner blev læst op.  Tutu kendte stort set alle som var fremmødt, og spottede med det samme, at vi var nye ansigter, blandt de cirka 35 fremmødte. Midt i gudstjensten spurgte han os, hvor vi var fra, jeg, som sad ham nærmest, svarede at vi kom fra Danmark, og Tutu bød os ”velkommen” på dansk.

Tutu fortalte ikke fra biblen, som jeg havde håbet på, men læste kun op fra bønne bøgerne. Vi deltog alle så godt vi kunne, men det var så god som umulig af følge med flertallet, som kunne samtlige bønnerne uden ad. På et tidspunkt rejste alle sig op, og begyndte at gå rundt og give hinanden hånd med ordene ”may peace be with you”. Vi fulgte trop og til min store glæde kom selveste Desmond Tutu hen og gav mig hånden. Han er akkurat som jeg havde forestillet mig, rolig, rar, mild og venlig. Det var en stor oplevelse i sig selv, bare at være i rum med ham, for han formår virkelig at skabe en helt særlig stemning omkring sig. Ja, faktisk kunne jeg  rigtig godt tænke mig, at komme til morgengudstjeneste med Desmond Tutu igen – men denne gang står jeg ikke op to en halv time før.

Koldsmajor og kencentration (Sihle og jeg)

15. marts 2010

”Why is your hair white and my hair black?”, spurgte Sihle mig forleden, da han sad og studerede mine øjenvipper i skolegården. Selv vil jeg ikke kalde mine øjenvipper hvide, men lysere er de da blevet af solens kraftige stråler.
Spørgsmålet blev hængende i luften nogen tid. Jeg overvejede et split sekund, at forklare ham at det afhang af generne, men hvordan skulle han nogensinde kunne forstå det, når det engelske i forvejen er en udfordring. Han fik aldrig rigtig noget ordentligt svar, og jeg har siden da tænk meget over hans åbenlyse undren.

Det er ikke sjældent, at drengene sidder og undersøger en nøje. I dag fik jeg hevet endnu et af mine lyse hår på armene af, og det var lige før at mit udstående modermærke på halsen var røget med.
Jeg tænker tit på om Mette og jeg er de første hvide mennesker Sihle og Sikhumbuzo har haft på nært hold. De er forholdsvis nye på skolen, og er derfor ikke vandt til volontører, som mange af de andre elever er.
De er på en sjov måde altid meget nysgerrige, og til dels lidt abeagtige i deres til tider lidt for nærgående undersøgelses manøvre. Derfor er vi nogle gang e virkelig nød til at markere hvor grænsen går.

”Why is your eyes green?” endnu et af Sihles gode spørgsmål. Det vidste sig at han ikke mente min øjenfarve, men huden lige over mine øjne. Jeg viste ham mine varme håndled, hvor blodets strømninger tydeligt kunne ses. ”It is because my skin is very thin and you can see the blood in my veins. “ Han kommenterede ikke på mit svar, men kiggede bare på de tydelige åre….

I bund og grund er det jo et rigtigt godt spørgsmål, hvorfor der findes sorte og hvide mennesker. Jeg kunne selv godt tænke mig at vide helt præcis hvorfor.

10. marts 2010

I torsdags fik Mette og jeg besøg midt i undervisningen. Det er sket før, så det kom ikke som nogen overraskelse; men ingen af os bryder os om det. Drengene kommer på en eller anden måde til at fremstå som dyr i zoologisk have. Især når det sker under måltiderne. ”Se aberne blive fodret”, det virker bare så forkert, især fordi det ofte er så tydeligt, at drengene ikke føler sig godt tilpas i situationen.
En anden årsag er, at jeg finder måltidet meget intimt på grund af de mange bønner. Drengene beder takkebøn på engelsk, afrikaans og xhosa med lukkede øjne både før og efter maden. Jeg brød mig ikke selv om bare at side og beskue dem, og lukker nu derfor øjnene for at vise respekt for deres tro og tradition. De besøgende har det tydeligvis ikke på samme måde…
Vi har ikke klaget os over de efterhånden mange besøg, idet vi går ud fra at det er sponsorer eller folk, der på anden måde støtter projektet. Et eller andet sted skal pengene jo komme fra.

De besøgende i torsdags skabte en anden stemning end ellers. Det viste sig at være en gruppe gadedrenge, seks stk. i alt, hvoraf de fire af dem var tidligere elever på Learn to Live. Jeg forstod det sådan, at de alle var fra Homestead. Sihle og Siphamandla kendte dem i hvert fald. Sikhumbuzo kendte ingen af drengene, og blev i situationen meget mindre end han i forvejen er.
Det vidste sig, at en af dem skulle starte på skolen igen, og at han ville begynde dagen efter. Sinoxlo er hans navn, hvilket er endnu et Si-navn. Det blev fredag, og med spænding i maven drog vi i skole. Sihle var for første gang ikke mødt til tiden, hvilket vi fandt meget underligt. Dagen inden havde jeg i en samtale med Mrs. Elaine fået at vide, at hvis drengene fra Homestead ikke kommer til tiden, er det fordi, de er smuttet ned på banegården. Hver morgen bliver de nemlig transporteret i minibus direkte til skolen og bliver altid afleveret i god til. Hvad de skal på banegården giver sig selv, og af og til indtager de også stoffer på skolens område.
For eksempel var Siphamandla sidste tirsdag med de store gutter på toilettet før første time. Det kunne jeg i ro og mag observere fra min post som morgengårdvagt. Når drengene på skolen går på toilettet sammen er det tydeligt, at det ikke bare er for at tisse. Toiletterne i gården virker af samme grund meget hemmelighedsfulde og utiltrækkende. Lærerne er fuldt bevidste om at drengene indtager diverse stoffer. Det er ligesom accepteret eller i hvert fald erkendt. Målet er at forhindre drengene i ikke at gøre det om morgenen, så chancen for at få ny viden ind i deres hoveder er størst mulig. Den morgen havde Siphamandla røget dacha, som de meget populært kalder hash. Med sammenknebne røde øjne og capen på skrå, trådte han med et skævt smil ind i klassen. Det var en meget mærkelig oplevelse, at se klassens stille dreng på den måde. Tragiskkomisk vil jeg sige.

Tilbage til fredag morgen. Sihle var som nævnt forsinket og blev noteret med et L(late) i protokollen. Så kom den nye dreng Ind af døren. Mette og jeg blev meget forundrede. Denne dreng var da ikke ham, som havde sagt han skulle starte på skolen igen. Det var Joseph, som åbenbart havde fået tildelt et engelsk navn, trods han er en af xhosa drengne. Joseph satte sig tilrette som en anden artig dreng, han er ret god til engelsk og kunne berette at ”de andre kom når de var færdige med at bade”. ”Undskyld – de andre…? Bade…”
I løbet af den næste halve time dukkede tre andre drenge op, og det lille klasselokale, som ind til nu ellers havde været fuldt tilstrækkeligt, blev pludselig meget lille.  Det virkede meget underligt, at vi ikke på nogen måde var blevet informeret om drengenes skolestart. Men sådan er der så meget, der er halvt uforklarligt og underligt på skolen.
Mette og jeg tog den nye udfordring i stiv arm – der var heller ikke så meget andet fornuftigt at gøre. Samme dag fik vi arrangeret, at vi skulle flytte klasselokale til et større rum, og allerede under fredagsfilmen fik jeg nøglen til det nye lokale, og gik i gang med at finde og forberede materiale til den kommende uge. De nye elever er langt bedre end de tre drenge vi har undervist indtil nu. Det er derfor meget positivt, at vi nu kan kommunikere med eleverne på et helt andet plan. At lege Gæt og Grimasser det meste af en dag, er ret krævende og frustrerende i længden.

Så blev det mandag. Mette og jeg havde talt meget om hvordan det hele nu skulle blive efter klassens udvidelse. Til vores store forundring var kun to elever mødt. Okay – det var mærkeligt. Ingen af de nye var der, og vi blev helt bange for, at Sikhumbuzo ikke var der, fordi de nye store drenge var startet i klassen. Der var ingen forklaring at hente på kontoret – eller hos nogen andre for den sags skyld.
I går vidste det sig heldigvis, at Sikhumbuzo ikke var blevet skræmt fra vid og sans, men blot blevet angrebet af en træls forkølelse. Men ingen af de fire nye drenge var mødt denne dag, og Mette og jeg konkluderede, at de nok var forsvundet ud i det intet de var kommet af.

I morges snakkede vi derfor om, at vi ville flytte tilbage i det gamle lille klasselokale, eftersom det nye nok ville blive for unødvendigt stort; men da vi kort tid senere ankom til skolen så vi først en, så to, så tre af de nye elever. Jeg vidste at den fugleklat som havnede i Mette hår på morgenturen ville bringe noget godt med sig.

Klokken ringede og drengene begyndte at traske mod klasselokalerne. Vi lavede i en fart dagsordenen om, og måtte igen med stor forundring notere endnu et nyt navn i protokollen. Ayobonga. Vi var altså hele syv drenge i klassen i dag. Sihle, Siphamandla, Sikhumbuzo, Sinoxlo (Bennet), Joseph, Ayobonga og Given. De sagde at de alle ville komme igen i morgen, men jeg vil se det før jeg tror det. De fortalte også at Aphiwe (den fjerde nye elev fra i fredags) ikke kom igen, fordi han var kommet hjem, da de ikke kunne holde ham på Homestead.

Lærerne kommer af og til og ser til os. De fleste gange har de været der på de ”gode” tidspunkter, hvor der har været arbejdsom ro. De virker ret imponerede over vores indsats, og det er helt klart en stor del af motivationen for at holde gejsten oppe. Især efter episoder, hvor de er ved at slå hinanden halvt ihjel, eller bare opfører sig totalt flabet og uregerligt så de ikke lære noget som helst.
Men som Mrs. Nkosie siger, i gør en forskel ved bare at forsøge på at lære drengene noget, om de lærer noget eller ej er ikke altid det afgørende. Det afgørende er, at de i første omgang bliver hold væk fra gade miljøet. Den pointe er man virkelig nogen gang nødt til at minde hinanden om, når koncentrationen en dag er fordampet og frustrationen kogt over, så dagsprogrammet blev ødelagt.

I dag her været en rigtig vellykket dag. Drengene var flittige og rolige og fik lavet en masse. Vejrets kølighed var klart til vores fordel. Mette og jeg introducerede dem for the shaky-game, som vi lavede første dag på Løgumkloster Højskole. De var vilde med dansen og sangen, og det endte med at vi gjorde det to gange.
Jeg tror bestemt ikke det er sidste gang vi komme til at lave den danseleg.

Varm velkomst i Cape Town